VEDLIGEHOLDELSE AF GRAND PRIX BESTIK

Kay Bojesens Grand Prix bestik er formgivet i rustrit stål. Det er blandt de materialer, der er nemmest at vedligeholde, og betegner en type af stål, der, når det bliver behandlet korrekt, er særlig modstandsdygtigt overfor rust.

Vil du være sikker på, at dit Grand Prix bestik bevarer sit smukke udseende mange år frem og får den længst mulige holdbarhed, kan du læse med i guiden og blive klogere på hvordan du bedst vedligeholder og rengør dit bestik fra Kay Bojesen.

GENERELLE RÅD TIL AT UNDGÅ RUST

Inden du tager dit nye Grand Prix bestik i brug, bør du vaske alle delene op i hånden, for at sikre dig, at bestikket er blevet gjort grundigt rent og er frit for produktionsstøv og lignende. Generelt anbefales det, at bestik vaskes op i hånden, men Grand Prix bestikket kan også gå i opvaskemaskinen uden problemer, så længe denne er indstillet- og anvendes korrekt.

Skrab dit bestik og service rent for madrester efter brug. Hvis der sidder særligt mange madrester fast, skyl da bestikket med vand. Bestikket bør ikke henstå i længere tid med madrester på, da salt og syre fra maden kan forårsage rustpletter, uanset om det skal vaskes op i hånden eller i opvaskemaskinen.

Omvendt, bør det snavsede bestik heller ikke ligge i blød i længere tid ad gangen, eftersom den kemiske reaktion, der opstår mellem metal og mineralsalte fra madresterne, vil øge risikoen for rust. Optimalt set bør bestikket vaskes op med det samme eller hurtigst muligt.

Har du både stål- og sølvbestik i din samling, bør du opbevare og vaske det separat. Brug for eksempel en bestikpose til at opbevare dit rene sølvbestik på en praktisk og kompakt måde, så du ved, at det altid er klar til brug, når det pakkes ud. 

SÅDAN FOREBYGGER DU RUST I OPVASKEMASKINEN

Grand Prix bestikket kan uden problemer vaskes op i opvaskemaskinen. Dog er der nogle ting man skal være opmærksom på, hvis man vil sikre sig mod rust i opvaskemaskinen.

Undgå at vaske redskaber, der er produceret i ubehandlet stål, i opvaskemaskinen. Det vil typisk omfatte de fleste hvidløgspressere, osteskærere, æggeskærere, sier, madkasser i metal, rivejern og nogle gryder. Disse redskaber ruster nemmere ved maskinvask, hvilket kan sprede sig til dine øvrige bestik- og køkkendele.

Det kan være en god idé at skylle dit bestik før det sættes i opvaskemaskinen, medmindre maskinen sættes i gang med det samme. Det kan være i tilfælde hvor bestikket er ekstra snavset eller er blevet brugt i forbindelse med særligt klistrede madvarer. Du bør dog ikke bruge unødige mængder af vand til at skylle dit service, da opvaskemaskinen som oftest kan klare det meste selv. Hvis du oplever, at dit bestik og service fortsat er beskidt efter opvask, kan det være, at din opvaskemaskine har brug for rengøring, afkalkning, salt eller afspændingsmiddel.

Når vaskeprogrammet er kørt færdig, bør opvaskelågen åbnes med det samme. På den måde kan dampen trænge ud af maskinen, og man undgår derved at opbevare bestikket i en fugtig maskine. Sørg ligeledes for at bestikket er helt tørt, før det bliver lagt tilbage i bestikskuffen.

VEDLIGEHOLD DIN OPVASKEMASKINE

Opvaskemaskiner er forskellige, så du bør altid følge brugsvejledningen og doseringsinstruktionerne til din specifikke opvaskemaskine og det opvaskemiddel du benytter. Derudover bør du være opmærksom på hårdheden af vandet der hvor du bor, da mængden af kalk kan variere en del fra område til område.

AFSPÆNDINGSMIDDEL OG SALT

Benyt jævnligt passende mængder afspændingsmiddel og salt, for at holde din maskine ren. Mange opvasketabs indeholder både afspænding og salt, hvilket kan gøre det nemmere at opretholde de optimale mængder af begge i opvaskemaskinen. Dog kan din maskines behov variere fra gennemsnittet, så undersøg gerne dine lokale vandforhold og tilsæt afspænding og salt efter nødvendighed.

Mange gange kan du selv aflæse hvorvidt du bruger for meget eller for lidt afspændingsmiddel og salt i din opvaskemaskine. I tilfælde hvor der bruges for lidt afspændingsmiddel kan der opstå en mat belægning på servicet, og når der omvendt bruges for meget afspændingsmiddel, kan det afføde en fedtet gråblå overflade på det rengjorte service, samt fedtede skjolder på indersiden af opvaskelågen.

Salt bruges for at kontrollere vandets hårdhed ved at nedsætte mængden af kalk. Det er derfor vigtigt at kende til dit områdes vandforhold, for at vide hvor meget salt, der skal anvendes. Hvid der ikke bruges nok salt, vil kalket fra vandet sætte sig i aflejringer på servicet, som særligt kan ses på glad i form af kalkslør. Bruges der derimod for meget salt vil bestikket få hvide belægninger, som smager salt.

Opvaskemiddel som indeholder klor bør generelt undgås.

FLYVERUST

Hvis du, på trods af forebyggelse, oplever små rustpletter på dit bestik, kan det være såkaldt flyverust. Denne type rust kan forekomme hvis andre redskaber eller elementer i din opvaskemaskine indeholder rust, for eksempel en osteskærer eller opvaskemaskinens trådkurve. Rusten på disse redskaber kan ‘flyve’ rundt under vask og lande på overfladen af andre bestikdele eller service.

SÅDAN FJERNER MAN FLYVERUST PÅ BESTIK

Oplever man flyverust på sit bestik eller i opvaskemaskinen, anbefales det, som det første, at rense maskinen med et rustprogram. Fjern rustpletterne fra bestikket og andre stålredskaber, hurtigst muligt, ved brug af rustfrit stålrens.

Opvaskemaskinens trådkurve og skuffer er ofte lavet af jern med gummibelægning. Undersøg om disse er beskadigede, eftersom huller i gummibelægningen kan tillade opbygning af rust på metaldelen. Den mest effektive måde at løse problemet på, er at udskifte den enkelte trådkurv eller skuffe, som har slitage. Alternativt, kan man forsegle hullet med et forseglingsprodukt, som ikke er giftigt og tåler vand.

En anden nem måde at fjerne flyverust i opvaskemaskinen på, er at lave en lille kugle af stanniol. Placer denne i bestikkurven og kør et opvaskeprogram sammen med resten af servicet. Stanniolkuglen vil, under vask, tiltrække og indfange flyverust fra både bestik og andre stålredskaber i maskinen. Smid stanniolkuglen ud efter brug. I mere alvorlige tilfælde af rust, kan programmet køres flere gange med en ny stanniolkugle hver gang. Dt kan også være en god idé at placere knivene i et separat rum i opvaskemaskinen hvis muligt.

FLYVERUST PÅ KNIVE

Den bedste anbefaling, som også gælder glas og porcelæn, er at vaske det op i hånden. Det er generelt en blidere rengøringsmetode, hvilket vil forlænge bestikkets levetid og bevare overfladerne på dit spisestel pænest muligt, i mange år frem. Det er i særdeleshed en god idé at vaske knive i hånden, for at bibeholde skarpheden på klingen og undgå risikoen for rustpletter.

Hvis der kun opstår rust på knivene, og ikke resten af bestikket, kan det forklares ved bestikkets forskellige ståltyper. For at gøre knivens grillskær skarpt og holdbart, produceres kniven i en type stål, der er en smule ‘hårdere’ end resten af bestikket. Det anbefales, at man fjerner flyverust på knivene, så snart det opstår, for at undgå at tilføre urenheder til maden, under tilberedelse og spisning.