GRAND PRIX KNIVE

Blandt de forskellige bestikdele i Kay Bojesens hæderkronede Grand Prix serie, finder du et flot udvalg af knive til alle lejligheder. Her er både knive til middag, frokost, smør, fisk og dessert. Uanset hvad der skal serveres, eller hvem der er inviteret med til bords, vil Grand Prix knivene med sikkerhed imødekomme dig og dine gæsters behov ved ethvert måltid.

Gå på opdagelse i vores sortiment og bestil dine favoritknive i poleret rustfrit stål, mat rustfrit stål eller i sølv, ligesom det originale Grand Prix bestik.

KNIVE MED FOKUS PÅ FUNKTION

Kay formgav hver kniv med særligt henblik på deres funktionalitet. Det betyder, at knivene, udover at være en fryd for øjet, først og fremmest er formet til at ligge godt i hånden og kunne udføre deres job bedst muligt. Den klassiske middagskniv i stål er designet i en størrelse, der tillader knivskaftet at kunne hvile inde i hånden, hvilket giver en øget stabilitet. På samme måde, er hver kurve og runding på kniven nøje udarbejdet, så formen følger funktionen.

Frokostkniven mimer middagskniven i sin udformning, og med samme bløde overgang mellem skaft og klinge. Sådan er den udformet, for at give plads til en hvilende pegefinger. Derudover er begge knive udstyret med et buet knivblad. Frokostkniven har dog ikke det samme grillskær som middagskniven, og er derfor er bedre egnet til de typiske frokost- eller sideretter, salater og desserter, og kan tages med på farten

ENKELT DESIGN, DER HOLDER

Grand Prix bestikket har, siden dets oprindelse i 1930’erne, tilegnet sig en ikonisk status for sit, på samme tid, praktiske og elegante design. På trods af bestikkets enkle og umiddelbare udtryk, er det tydeligt, at ingen detaljer er overladt til tilfældighederne – og her er Grand Prix knivene ingen undtagelse.
Den dansk-designede bestikserie har vokset sig populær på restauranter, ambassader og hjemme i bestikskuffer og på spiseborde verden over. Her har det stilrene stålbestik nemt kunne integreres i alverdens boligindretninger og bruges til at komplementere andre spisestel ved borddækninger til hverdag og fest.

Den helt unikke smørekniv kan tilføjes til bordet med smørrebrød eller tapas, hvor den sikrer et delikat lag smør, tahini, humus eller andet smørbart til brødet. Samtidig er kniven også let og fint formet, og er derfor nem at have med i picnickurven, hvis din morgenbolle skal nydes udendørs eller på farten.

Kay Bojesens bestik er flot alene, men fungerer i lige så høj grad også sammen med andet bestik. Af den grund vælger flere at supplere deres nuværende bestik op med Kay Bojesens Grand Prix, når de vil investere i noget lækkert serveringsbestik, dessertbestik, skaldyrsbestik eller fiskebestik.

Navnlig fiskebestikket, bestående af den smukke fiskegaffel og fiskekniv, er et sæt, der er svært at sidestille med andre. Fiskekniven har et helt enestående formsprog, der gør den særligt egnet til at håndtere fladfisk. Med gaflens asymmetriske tænder og knivens vinklede blad, bliver det en leg at filetere fisken og navigere udenom fiskeben under spisning.

RAMMEN OM DET GODE MÅLTID

Kay Bojesens vision for Grand Prix bestikket var ikke formet af et ønske om at stjæle rampelyset på middagsbordet fra det, som han mente fortjente at være i fokus. Han var af den overbevisning, at maden var – og burde være, det egentlige omdrejningspunkt når man samles til bords med venner og familie. Af den grund, var hans motivation i højere grad præget af en målsætning om at skabe en række værktøjer, der skaber værdi ved måltidet, gennem dets praktiske bidrag til spisningen.

Disse overvejelser er kendetegnende for udformningen af Grand Prix bestikket, som kan beskrives som både minimalistisk og subtilt i sit design, men samtidig tydeligvis skabt med øje for, at hver detalje skulle bidrage med noget i sin tilstedeværelse. Med en Grand Prix kniv placeret til højre for tallerkenen, er standarden for måltidet sat, allerede før maden er kommet på bordet.