BØRNEBESTIK

Kay Bojesens børnebestik

Kay Bojesens designideologi har altid i høj grad været kendetegnet af ønsket om, at de genstande han skabte, skulle være lige tilgængelige og brugbare for alle. Det havde på den ene side meget at gøre med de materialer han arbejdede i, men det handlede, for Kay, også om, at alle skulle være velkomne til bords – og her skulle de mindste medlemmer af familien ikke snydes for de flotte og funktionelle spiseredskaber.

Kay Bojesen skabte i denne forbindelse madskubberen, som er en del af det lille børnesæt sammen med hankeskeen. Madskubberen er et unikt redskab, der har til funktion at imitere knivens tilstedeværelse i hånden på små børn, og dermed vænne dem til at have et spiseredskab i hver hånd, når de skal lære at spise med kniv og gaffel.

Overgangen til det store børnesæt med skegaffel, børneske og børnekniv er dermed gjort lettere, fordi barnet har tidligere erfaring med koordineringen af bestik i begge hænder. Børnekniven er en god første kniv til barnet, da den ikke har grillskær og ’kun’ måler 18 cm, og dermed ligger godt i den lille hånd.