SKÅLE OG FADE

Kay Bojesen påbegyndte sit arbejdsliv ved at gå i lære som sølvsmed. Her udviklede han sig til en mester i formgivning og fattede, i løbet af 1920’erne, stor interesse for funktionalismen. Dette afspejler sig tydeligt i alt hans senere arbejde, som er kendetegnet ved enkle silhuetter. Han undgik unødvendig udsmykning, da det i hans øjne var noget, der hørte en svunden tid til.

Kay Bojesens skåle og fade til servering er fremstillet i samme genkendelige og karakteristiske formsprog. De er skabt med enkle, organiske linjer og minimalistiske overflader. Facon og materialer går op i en højere enhed, da de begge er betinget af at skulle imødekomme funktionen.

Kay Bojesen skåle i poleret stål

Stål viste sig at være et godt alternativ til sølv, da det besidder en del af de samme visuelle karaktertræk og samtidig er et materiale, der er mere økonomisk overkommeligt for størstedelen af de danske hushold. Dette passede godt ind i Kay Bojesens ønske om at udbrede og kunne tilbyde sit design til alle.

Jordbærskålen er et af de originale Kay Bojesen sølvprodukter, som senere er blevet relanceret i rustfrit stål. Modellen i stål går under navnet NEST, og fungerer som en hyldest til serveringsskålens form.

Skålen fås både i den originale størrelse (Ø 23cm) og i en større variant (Ø 27cm). Poleret stål har, ligesom sølv, en smuk, reflekterende overflade, hvilket betyder, at NEST skålen vil spejle farverne på hvad end du vælger at placere i den. Dette var også grunden til, at jordbærskålen oprindeligt fik sit navn, da Kay var draget af den smukke, røde farve, som skålen påtog sig, når man brugte den til at opbevare jordbær i. Lige så vil skålen også genspejle udadtil og på den måde harmonere med sine ydre omgivelser.

Kay Bojesen skåle i ædelstål

Ædelstål med sort finish er det seneste skud på stammen inden for nytænkte materialer til Kay Bojesens produkter. Materialet er anvendt til både VISTA vase og lysestagen, samt til den lille NEST skål (Ø 23cm) og den store NEST skål (Ø 27cm). Det polerede ståls klassiske udtryk er blevet bevaret på indersiden af skålen, hvor ydersiden derimod har fået en ny, silkeagtig sort glans.

Kay Bojesen skåle i porcelæn

NEST skålens flotte, buttede former bliver i særdeleshed fremhævet i porcelænsudgaven (Ø 24cm). Skålen er en del af KAY serien, som består af designs fra Kay Bojesens sølvportefølje, der er blevet relanceret i mere alment anvendelige materialer.

Porcelænsserien inkluderer blandt andet også DROP, KAY tallerkenerne (Ø 22cm, 27cm, 29cm) og den dybe KAY tallerken, allesammen fremstillet i KAY porcelæn.

Porcelænsprodukterne er hånddyppet i en tyk, skinnende glasur, der bidrager til et ensartet, klassisk udtryk og passer til enhver borddækning. Derudover, bidrager porcelænet med endnu en dimension, da materialet tåler en tur i ovnen og holder godt på varmen. Begge porcelænsskåle er derfor velegnede til varme retter, ligesom de også kan bruges til en lækker salat eller brunchanretning, uanset om det placeres på bordet til deling, eller som individuelle portionsanretninger.

Kay Bojesen ståltallerken

Den dybe ståltallerken var oprindeligt tiltænkt børn, men bliver nu, i lige så høj grad, brugt af voksne til mindre retter og desserter. Tallerken fremviser det polerede ståls potentiale i en størrelse, man kan få glæde af både ved spisebordet og på tur i det fri.

SKÅLE MED MULTIFUNKTIONALITET I HØJSÆDET

DROP skålen fra KAY serien er et glimrende eksempel på, hvordan Kay Bojesen ofte indtænkte multifunktionalitet i formgivningen. DROP er navngivet efter sin høje, dråbelignende udformning, som smalner ind foroven. Skålen kan på denne måde rumme store mængder indhold og er samtidig optimalt formet til at holde på varmen, når den eksempelvis bliver fyldt med en lun pastaret eller kogte kartofler. På samme tid, betyder skålens store volumen, at den også fungerer ideelt som vase til lave buketter og høje afskårne blomster eller palmeblade placeret i en blomsterfakir eller lignende.

NYTÆNKTE MATERIALER

Kay Bojesen var først og fremmest uddannet som kunsthåndværker i en sølvsmedje. Dette betød, at langt størstedelen af hans arbejde oprindeligt var tiltænkt at blive formet i sølv. Dog var han altid nysgerrig på at udforske nye materialer, og industrialiseringen gjorde, at et materiale som stål blev relevant for ham at indtænke i sin produktion.

Kay Bojesen ønskede, at hans frembringelser skulle være lige så nydelige på bordet, som de er nyttige. Han var af den overbevisning, at materialet også var en form for dekoration i sig selv og lagde derfor vægt på at bruge kvalitetsmaterialer til sine arbejder, der kan forskønne hjemmet, selv når de ikke er i brug.